30. april 2018



Nutiden skrumper

       

NYE FORUDSÆTNINGER: Det, der duer i dag, er måske holdt op med at fungere i morgen, så vi må hele tiden revurdere arbejdsmiljøarbejdets virkemidler

Vi glæder os til at kunne byde så mange arbejdsmiljøprofessionelle som overhovedet muligt velkommen til ArbejdsmiljøNET i Kolding 2018 -
du kan stadig nå at melde dig til, men skynd dig: Absolut sidste frist er 1. maj.

På kogepunktet

Det bliver en konference, der som en salat af årstidens mest udsøgte råvarer forhåbentlig kan bringe begejstringen i kog og få mundvandet til at løbe på enhver med interesse for arbejdsmiljø. Vi indleder med beskæftigelsesministeren, som har nedsat et udvalg, som skal gentænke arbejdsmiljøindsatsen. For stik modsat målsætningerne i 2020-planen stiger antallet af stressramte, og på bare fem år har 15 procent flere arbejdstagere fået ondt i muskler og skelet.

Læs også: Det skal være sikkert og sundt at arbejde

Nutiden skrumper

Måske kan en del af forklaringen på en udvikling, der bare fortsætter i den gale retning findes i den evindeligt accelerende forandring, vi efterhånden tror, er en naturlov. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har sat denne tro på formel, idet han hævder, at nutiden skrumper. Det tidsrum, hvor vi kan benytte fortidens erfaringer til at træffe beslutninger for fremtiden, bliver stadig kortere.

Nye forudsætninger

Med accelerationen og forandringerne har livet fået nye forudsætninger, og det er ikke kun dårligt. Vi er blevet mere mobile i tanker, krop, sprog og samværsformer. Vi kan rejse, mødes og udveksle som aldrig før, og det er en dragende og attraktiv form for tilværelse. Men indimellem er det vigtigt at få slappet af og hvile ud – ellers risikerer vi at få en depression, en dårlig ryg eller en blodprop.

At vende kajakken

Arbejdsmiljøorganisationerne og de arbejdsmiljøprofessionelle er vigtige brikker i kampen for at fylde fremtiden med noget bedre end stress og muskelsmerter. Men vi kommer heller ikke nogen vegne uden ledelsens opbakning. Én måde at få den på er at bruge standarden ISO 45001 og fra starten få involveret ledelsen i at definere, hvordan arbejdsmiljøet skal flettes sammen med den øvrige forretning.

Læs også: Fem gode råd: Sådan implementerer du ISO 45001

Tydeligere rammer

Vi har måske også brug for en ledelse, som igen sætter tydeligere rammer. Det mener Tue Isaksen, som peger på, at de seneste årtiers værdi- og selvledelse kan være gået over gevind.

Læs også: Arbejdslivet bør flugte med menneskers biologi

Sådan ser vi fremtiden

Som baggrundstæppe for konferencen ligger der 14 anbefalinger til en styrket arbejdsmiljøindsats, som en arbejdsgruppe udpeget af LO fremlagde i januar i år som inspiration for beskæftigelsesministerens ekspertudvalg, som skal barsle med forslag til en styrket arbejdsmiljøindsats i løbet af denne sommer. Men vi har også selv tænkt fremtidstanker. I uge 43 2017 holdt vi fremtidsværksted i Albertslund og temadag om bæredygtigt arbejdsliv i Mårslet, og måske har LO’s ekspertpanel siddet med på en lytter. I hvert fald kredsede vore egne ideer om meget af det samme som LO’s ekspertpanel:

  • Forandringer skal ske langsommere, de skal gå dybere og gennemføres grundigere
  • Der skal være varierende arbejdstid henover et livsforløb
  • Der skal være vandtætte skodder mellem arbejds- og fritid
  • Det bliver afgørende at kunne tilbyde attraktive arbejdsforhold
  • Arbejdspladser skal være mangfoldige
  • Kvalitet skal i højsædet, og derfor skal tempoet sættes ned
  • Når robotterne kommer, skal menneskene fodres med kompetencer
  • Det skal gå retfærdigt til
  • Der skal indføres en hidtil uset grad af medarbejderinvolvering
  • Vi ønsker at blive sundere af at gå på arbejde
  • Arbejdsmiljø som sidevogn bør erstattes med ansvarlig ledelse.

Det er alt sammen punkter, der fordrer konstruktiv ledelse og aktiv dialog med medarbejderne på arbejdspladserne. Tag med på ArbejdsmiljøNET i Kolding 2018 og få inspiration med hjem til at gøre det sundt, sjovt og givende at gå på arbejde.


Image

Find pulsen på arbejdsmiljølederrollen - tag på ArbejdsmiljøNET i Kolding den 14. - 16. maj 2018


Foto: It is always now, Hernán Piñera
cc