30. marts 2015



Kollektiv afmagt avler stress

       

Observation: Fordi de talte sammen om, hvor belastede, de var, fordi travlheden tog til, og fordi ledelsen ikke lyttede, blev de mere stressede

Med en afhandling om kollektiv stress har forsker Tanja Kirkegaard opdaget nye sider af fænomenet stress. Hun har observeret to grupper medarbejdere i en virksomhed: Laboranter og forskere. De havde vidt forskellige måder at reagere på et stigende arbejdspres på.

Den kollektive stress

Laboranterne arbejdede tæt sammen. De talte meget sammen om deres arbejde.
– Når man sidder tæt sammen fysisk og har et stærkt sammenhold, så er der større mulighed for, at det øgede arbejdspres kommer til at fylde rigtig meget, fordi man har muligheden for tale om det og har fokus på at hjælpe hinanden, fortæller Tanja Kirkegaard.
For mange af dem var det en beskyttende og positiv faktor, at de sad sammen og kunne hjælpe hinanden. Men i de situationer, hvor de ikke havde andre steder at gå hen, fordi ledelsen ikke ville hjælpe, så havde de kun hinanden at gå til og så voksede frustrationerne internt i gruppen, konstaterer Tanja Kirkegaard.
Gør sammenhold ikke stærk?
– Hvis ikke der er mulighed for at handle, kan der opstå negative processer, der vokser sig større, siger Tanja Kirkegaard.

Modstykke

Forskerne var modstykket, der bekræfter reglen. Også de var ramt af travlhed. Men modsat laboranterne talte forskerne ikke særlig meget sammen, bl.a. pga. deres enmandskontorer. De arbejdede. Mere. Sådan løste de problemet.
– De havde også et relativt højt stressniveau, men det var ikke stigende som hos laboranterne i den periode, jeg var der, og de udviklede ikke kollektive stressprocesser. Det betyder ikke, at det nødvendigvis er en god strategi at arbejde sig ud af det, for på sigt kan man også forestille sig, at deres stressniveau kunne forværres, hvis arbejdspresset fortsatte, siger Tanja Kirkegaard.

Mød Tanja Kirkegaard på Linkedin

Trussel

Vi kan slå fast, at truslen for de to grupper var nogenlunde den samme: Mere arbejde. Men reaktionerne var vidt forskellige. Altså er stress ikke bare noget, der opstår, når der er bestemte risikofaktorer til stede, siger Tanja Kirkegaard.
Det er mere komplekst end som så.
– Det er ikke sådan, at alle reagerer ens. Om noget er truende for os og hvordan vi skal handle i forhold til det, er også noget vi bliver enige om i de sociale grupperinger vi indgår i, så derfor kan der være gruppeforskelle i, hvordan vi vurderer vores arbejdsbetingelser og i de måder vi handler på, siger Tanja Kirkegaard.
– Men det er vigtigt for mig at påpege, at det ikke alene er de processer, hvor vi påvirker hinanden, der gør os stressede. Der skal være nogle andre forhold til stede samtidig. Eksempelvis en leder, der siger, at de forslag, medarbejdere selv har om forandringer, ikke kan lade sig gøre, tilføjer hun. Når det så er tilfældet, så kan selve samtalen blandt medarbejderne om at ændre noget og den forgæves kamp for at ændre forholdene blive en stressfaktor oveni alt det andet.

Gruppetænkning

Det er i menneskers samspil med hinanden, at frygten for en truende fare opstår, og den frygt kan give stress. Tanja Kirkegaard håber, hun kan være med til at bringe denne mere komplekse synsvinkel længere ind mod kernen af stressforskningen. Til hendes smag har den været for polariseret: Enten hed det ”risikofaktorer” – eller også hed det ”individet og dets personlighed”.
– Jeg kigger på, hvordan man vurderer de betingelser, man arbejder under. Den vurdering er grundet i ens interaktion med andre mennesker. Vi skal se på, hvad det er, der får medarbejdere på en arbejdsplads til at tænke og handle på en given måde, opsummerer hun.

Løsninger

I en anden afdeling, Tanja Kirkegaard fulgte, så hun et eksempel på, hvordan
man kan håndtere opløb til stress.
– De var meget gennemsigtige i deres måde at lede på. Jeg var overrasket over, hvor meget ledelse egentlig betød. Ledelsen var meget opmærksom på at fortælle, hvordan arbejdspresset så ud, hvilke ordrer, der var på vej, og hvad de ville gøre for at lette byrderne for medarbejderne. Allerede inden medarbejderne havde nået at tænke over, at de måske ville få travlt, havde ledelsen arrangeret møder om situationen. Det viste, at de tog medarbejderne og situationen alvorligt. Der var
mange ting at hente i deres ledelsesstil.

TR og AMO

I den stress-truede afdeling spillede tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljøorganisation også en rolle. Tillidsrepræsentanterne forsøgte at bibeholde en konstruktiv tone på møderne. Arbejdsmiljøorganisationen tog aktive skridt for at ændre på noget: Satte forskere to og to sammen for at give mulighed for faglig støtte frem for at sidde alene. Hentede hjælp udefra i form af en arbejdsmiljørådgiver.