7. juni 2017



Fra finansordfører til førtidspensionist

       

Pernille Rosenkrantz-Theil frygtede at ende som førtidspensionist, da hun blev ramt af stress. Med andres hjælp kom hun tilbage i fuldt vigør

Sig til mig, at du godt kan se den skygge, jeg slæber rundt på – og fortæl mig så bagefter, at den ikke vil fortære mig – at alt bliver godt igen.
Den, der er ramt af stress, er ramt af frygt for at miste anseelse, position, status, tillidshverv, kolleger, job, ægtefælle.
Alt.
Hvis nogen opdager det.
I et løvebur som Christiansborg er det sat på spidsen. I et miljø, hvor kollegaer knurrer ildevarslende og blotter rovdyrtænderne ved den mindste trussel om et ændret hierarki, og hvor alle er parate til at udnytte den mindste svaghed hos andre til at mase sig selv frem og op og andre tilsvarende ned, fik Pernille Rosenkrantz-Theil stress. Det er hun langt fra ene om. Ni ud af ti fortæller det bare ikke til nogen. De frygter stærke kæbers knusende bid i struben. Ensomheden er øredøvende.

"Ni ud af 10 af mine kolleger på Christiansborg – journalister, departementschefer, politikere – fortæller ikke, at de har haft stress. Men stress er mere almindeligt end halsbetændelse på borgen," sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun fortalte deltagerne på ArbejdsmiljøNET i Kolding 2017 om en af skyggesiderne ved det politiske liv i og omkring Folketinget.

Kan ikke række ud

Man er ikke i stand til at række ud og bede om hjælp. Fordi livet er som det eksperiment hun lavede sammen med elever på Krogerup Højskole, da hun trak sig fra den politiske scene: Et optrin i Superbrugsen i Humlebæk, hvor en elev skulle te sig underligt. Resten skulle observere, hvordan omgivelserne reagerede.
"Når eleven befandt sig i mælkeafdelingen, så var alle de andre kunder i grøntafdelingen," genkaldte Pernille Rosenkrantz-Theil sig. Som ild skyr vand.

Skub til folk

Men nogen må blive i mælkeafdelingen. For Pernille Rosenkrantz-Theil gjorde hendes stress en under normale omstændigheder kort lunte endnu kortere. Det var en medarbejder, som en sommerdag turde stå op mod sin chef. Efter endnu en af sikkert mange overfusninger - Rosenkrantz-Theil kan ikke huske ret meget fra den periode i sit liv – replicerede medarbejderen skarpt: Luk røven og erkend, at du er syg. Det gjorde hun så.

"Man skal turde skubbe til folk," erklærede Pernille Rosenkrantz-Theil. Måske er én gang nok – måske er 50 gange nødvendigt.


Læs også: Vejen til det, der virker


Liv og død

Ifølge en læge var det måske et spørgsmål om liv og død for Pernille Rosenkrantz- Theil, at hun blev prikket til af enmedarbejder. Hun var bl.a. indlagt med mistanke om hjerneblødning, før hun meldte sig syg med stress. Så det er alvor. Det kan være livsfarligt, hvis ingen sætter et spejl op foran den, der er ramt af stress.

Løs det i fællesskab

Det kan ikke betones ofte nok, at stress rammer individuelt, men skal løses i fællesskab. Det var især et tæt makkerskab med Frank Aaen i Enhedslisten, der gjorde, at Pernille Rosenkrantz-Theil genvandt tilliden til, at hun kunne køre i høje gear uden at koge over. Hun fik sit hverv som finansordfører tilbage som det første efter at være vendt tilbage. Det var en god ide, fordi hun virkelig ønskede det.

Men hun var bange for, om hun kunne holde til de timelange forhandlinger, det indebar. Hun aftalte med Frank Aaen, at han skulle være dubleant for hende. Han indstuderede rollen lige så grundigt som hende. ”Jeg står lige bag dig,” forsikrede han hende.

"Fordi Frank Aaen gjorde det, fik jeg aldrig brug for det. Jeg kunne få lov til at bestemme selv, om jeg kunne eller ikke kunne," erklærede hun.

Lyst og pligt

Pernille Rosenkrantz-Theil og tusinder af andre stress-ramte mister balancen mellem lyst og pligt. Man kan ikke længere mærke, hvad man gerne vil.

"Man skal have sine lysthåndtag tilbage," sagde Pernille Rosenkrantz- Theil. På en arbejdsplads er det ikke altid muligt at gøre som Pernille Rosenkrantz- Theil og Frank Aaen. Men vi tænker også for lidt i de baner, mener hun.

"Vi tænker i timer i stedet for i lyst, og vi tænker ikke på at dække hinanden ind."

Ingen mennesker kan selv skabe balancen mellem ydre og indre motivation. Det er en fælles opgave.