30. august 2017



Med Lokalbus til en sundere livsstil

       

Chaufførerne er blevet karakteriseret som Danmarks mest usunde faggruppe, men det vil busselskabet Lokalbus gøre noget ved

af Peter Finn Larsen

"Sund Lokalbus har været en øjenåbner for mange, og vi kan se, at en del har ændret spisevaner. Der er kommet fokus på vores livsstil, og det vil der være de næste seks måneder, mindst. Jeg er overbevist om, at projektet kommer til at flytte os i retning af en sundere livsstil. Vi får sundere chauffører."
Direktør John Vestergaard er ikke i tvivl, og det er de to tillidsrepræsentanter for chaufførerne, Connie Kisselhegn og Peter Nielsen, i selskabet Lokalbus heller ikke. Et nystartet sundhedsprojekt, Sund Lokalbus, i selskabet Lokalbus blandt de ca. 280 chauffører og andre medarbejdere er kommet godt i gang. Ca. 100 af chaufførerne har taget imod et tilbud om at blive testet og scannet og har efterfølgende fået en personlig rapport om deres helbredstilstand. Og det er den, der har åbnet manges øjne for nødvendigheden af at overveje deres livsstil, madvaner og motion.

"Vi er som arbejdsgiver naturligvis interesserede i, at vores medarbejdere er sunde og har det godt. Desuden er der det sikkerhedsaspekt, at man som buschauffør har et stort ansvar for de mennesker, der er i bussen."

Connie Kisselhegn: "Det har tidligere uden held været forsøgt at motivere til ændring af livsstilen i erkendelse af, at vi som chauffører sidder stille bag rattet det meste af dagen med få muligheder for at motion. Men det handler ikke kun om motion, men om livsstil bredt, og så at der er tale om et seriøst projekt målrettet den enkelte." Det er ifølge Connie Kisselhegn nok den væsentligste årsag til, at tilbuddet er blevet så vel modtaget.

Chauffører - en udsat gruppe

En rapport fra Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø dokumenterer, at chauffører døjer med flere helbredsproblemer end de fleste andre på arbejdsmarkedet. Helene Garde, der er professor i psykosocialt arbejdsmiljø og en af forfatterne bag rapporten, har forklaret, at baggrunden bl.a. er, at chauffører kører meget alene rundt og ikke har den sociale sammenhæng. Derfor har indsatser i forhold til arbejdsmiljøet og sundere livsstil sværere ved at slå igennem. Helene Garde giver blandt andet chaufførernes skæve og uforudsigelige arbejdstider skylden for, at chaufførernes livsstil ofte ender med overvægt, diabetes og hjerte-problemer.

Lokalbus betaler

Projekt Sund Lokalbus gennemføres i samarbejde med sundhedsklinikken CardioLab og finansieres af Lokalbus. Hvad det koster, ønsker John Vestergaard ikke at fortælle, udover, at ”der er tale om et pænt stort beløb”. John Vestergaard:
"Vi er som arbejdsgiver naturligvis interesserede i, at vores medarbejdere er sunde og har det godt. Desuden er der det sikkerhedsaspekt, at man som buschauffør har et stort ansvar for de mennesker, der er i bussen. Vi har desuden garanteret, at projektet ikke må bruges til at sortere medarbejdere fra."
Connie og Peter: "Vi tror, det har stor betydning, at det er tillidsrepræsentanterne og ikke ledelsen, der har taget initiativ til projektet i samarbejde med vores arbejdsmiljørepræsentant. Desuden er der en række ambassadører, som anbefaler projektet, ligesom vores direktør er blevet testet på lige fod med os andre. Det er med til at fjerne en eventuel skepsis for, hvad oplysningerne eventuelt kan bruges til.

Læs også: Godmorgen - og sov godt

Scanner halspulsårer

CardioLab står for de praktiske målinger, der alle gennemføres på arbejdspladsen. Der måles blodtryk, kolesterol, blodsukker, vægt m.m.. Desuden får chaufførerne ultralydsscannet deres halspulsårer, så de på billeder kan se, om der er tegn på åreforsnævring. Janet Alsø, direktør i CardioLab:
"Er der forkalkninger i halspulsåren, er der formentlig også forkalkninger i andre blodårer, fx omkring hjertet. Man kan ikke med medicin fjerne forkalkninger, men man kan ved en ændret livsstil og eventuelt kolesteroldæmpende medicin forebygge, at de bliver værre. Connie:
"Ultralydsscaningen er en stor fordel ved projektet. En almindelig lægeundersøgelse hos sin praktiserende læge omfatter ikke en scanning. Jeg tror, det er stærkt motiverende til at ændre livsstil, hvis man med egne øjne kan se, at der er forkalkninger i ens årer.

Samtaler og Facebook

Målingerne følges op af samtaler om madvaner og gode råd om, til hvad og hvordan man kan ændre dem. Motion er op til enkelte, men CardioLab har i samarbejde med Lokalbus’ arbejdsmiljørepræsentant planlagt små videoklip, som viser øvelser, og hvordan det er muligt at få pulsen lidt op, når der er pauser i dagens løb. Samtidig er der oprettet en lukket facebook-gruppe, hvor deltagerne og CardioLab kan formidle erfaringer, gode ideer både til motion og mad samt opfordringer til at deltage i fælles aktiviteter m.m. Om tre henholdsvis seks måneder følger CardioLab op med en ny omgang målinger, så deltagerne kan konstatere, om der er sket forandringer – og forbedringer.

Chaufføren - et symbol

Janet Alsø: "Buschaufføren er symbolet på den medarbejder, som CardioLab ønsker at nå. Der er et stort ansvar for andre mennesker forbundet med jobbet som chauffør. Det indebærer, at en blodprop eller sukkersyge kan betyde et farvel til erhvervet.

Foto: Tillidsrepræsentanterne Connie Kittelhegn og Peter Nielsen glæder sig sammen med direktør John Vestergaard over den store interesse, som chaufførerne i Lokalbus har vist for projektet.