24. november 2017



Stor tilfredshed med ArbejdsmiljøNET i Kolding 2017

       

Deltagerne var godt tilfredse med ArbejdsmiljøNET i Kolding 2017

Når vi ser tilbage på deltagernes vurderinger af ArbejdsmiljøNET i Kolding 2017, så tegner der sig et tydeligt billede af, at de forlod konferencen med et smil om læben: Der er fortsat meget stor tilfredshed blandt de arbejdsmiljøprofessionelle, som vælger at bruge et par dage i hinandens selskab på vores årlige konference.

Mønster

Som ved flere foregående år tegner der sig et klart mønster: De mest populære oplægsholdere finder man i plenum. Det behøver ikke være oplæg, som klart og entydigt giver deltagerne ny viden, men kan lige så vel være oplæg, som kaster et underholdende spotlys på arbejdsmiljøverdenen og bidrager til refleksion. Eller oplæg, som fortæller om arbejdsmiljø ud fra personlige erfaringer. Til den første kategori hører to af årets mest populære:
John Harmsen (om kunsten at være en god kollega) og Rasmus Dahlberg (om at leve i en kompleks verden med en fremtid, det er svært at spå om). I den anden kategori optrådte Pernille Rosenkrantz-Theil med en gribende fortælling om sine personlige erfaringer med stress.
"Ni ud af 10 af mine kolleger på Christiansborg – journalister, departementschefer, politikere – fortæller ikke, at de har haft stress. Men stress er mere almindeligt end halsbetændelse på borgen," sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun fortalte deltagerne på ArbejdsmiljøNET i Kolding 2017 om en af skyggesiderne ved det politiske liv i og omkring Folketinget.

"Ni ud af 10 af mine kolleger på Christiansborg – journalister, departementschefer, politikere – fortæller ikke, at de har haft stress. Men stress er mere almindeligt end halsbetændelse på borgen"

Læs også: Fra finansordfører til førtidspensionist

Nye veje?

Kun cirka halvdelen af de cirka 110 deltagere har svaret på evalueringen. Mange af vore medlemmer deltager sjældent på konferencen. Hvis du sidder derude og har ideer og tanker om, hvordan konferencen kan blive attraktiv for dig, så vil vi rigtig gerne høre fra dig. Skriv til os på info@arbejdsmiljonet.dk.

Slides fra konferencen

Sidder du og får lyst til at genopfriske minderne fra ArbejdsmiljøNET i Kolding 2017, så kan du finde slides fra oplægsholderne her:

Slides fra ArbejdsmiljøNET i Kolding 2017

Vi ses til ArbejdsmiljøNET i Kolding den 14.-16. maj 2018.