4. december 2017



Det centrale bliver at tiltrække og fastholde medarbejdere

       

Gruppen for ledelse - "Rød Arbejdsplads" - bliver i 2025 kåret som den bedste til ledelse

Generation y og x stiller nye krav til arbejdslivet. Det skal være sjovt. Udfordrende. Tværfagligt. Silofrit. Generationerne, der ikke har noget bogstav, er ved at blive gamle. De stiller også krav. Der skal være tid til at passe syge børnebørn. De vil ses og anerkendes, selv når pensionen er i næste uge. Mange af dem har råd til at hæve opsparingen, hilse adieu og købe en enkeltbillet til Bali.

Eminent image er afgørende

Samtidig er der lige nu meget få ledige på arbejdsmarkedet. Det er nemt at skifte job. Det centrale i 2025 er derfor at være en virksomhed med et eminent image iblandt arbejdstagere. Ellers bliver det mere end svært at tiltrække og fastholde medarbejdere.
I perioden frem mod 2025 falder tiøren for virksomhedens ledelse, fortæller gruppen. Det går op for ledelsen, hvor afgørende det er at kunne tilbyde medarbejderne attraktive arbejdsforhold.

Vedligeholdelse af medarbejdere

På arbejdspladsen, der i 2025 bliver kåret som den bedste til ledelse har man indført et vedligeholdelsessystem for medarbejdere – en pendant til det system, der sikrer vedligeholdelse af udstyr. Gennem systemet fører man en kontinuerlig dialog med medarbejderne om arbejdsmængder, worklife-balance, sundhed, efteruddannelse og meget andet.

Mangfoldig

Det er en mangfoldig arbejdsplads: På mange arbejdspladser vil man ikke have dem, der er blevet 50-55 år, og som er blevet lidt for stive. Man vil have lycraklædte mænd på 40, som er i gang med deres første maraton. Det bliver kedeligt, siger gruppen. I stedet bør man satse på mangfoldighed: Mennesker af forskellige nationaliteter, ansættelser på fuld tid, deltid, kvart tid. Fleksjobbere og handicappede. En rummelig arbejdsplads, hvor man ikke føler sig udskammet, fordi man har behov for at indrette arbejdslivet en anelse uden for normen.

Gå tilbage til forsiden: Arbejdsmiljø 2025 ifølge arbejdsmiljøledere og -chefer

Læs mere om andre af grupperne:

Ydre vilkårRøg, støj og møgKultur

Billedet: I 2025 bliver der ensretning på svingdøren i udadgående retning hos virksomheder, som ikke har gjort nok for, at medarbejderne synes, det er et rart sted at være, siger gruppen for ledelse.