Procurator safety and hygiene solutions
Interesserer du dig for forskningsbaseret viden og dens anvendelse?
Arbejdsmiljøcentret
Bliv klogere på Creceas morgenmøder
Bliv klogere på Creceas morgenmøder
Tæt
Nulstille kodeord

Vi sender dig en e-mail med en hemmelig nøgle. Når du har modtaget nøglen, kan du bruge den til at ændre din adgangskode.

Tæt
Log på
*
*
Kan du ikke logge ind? Bliv medlem af Arbejdsmiljønet og få ubegrænset adgang.

LOGIN

Arbejdslivet bør flugte med menneskers biologi

Hertillands indretter vi arbejdslivet stik imod det, vi burde, hvis vi fulgte vores menneskelige biologi, siger arbejdsmiljøpsykolog Tue Isaksen

To procent skal de spare om året, de danske sygehuse, skoler og sociale institutioner. Det fører til uholdbare tilstande med højt arbejdspres for medarbejderne, lyder det igen og igen fra bl.a. medarbejdernes faglige organisationer.

Også i private virksomheder forsøger man at stramme op og skære ind til benet for at effektivisere og øge produktiviteten. Men er det egentlig årsagen til det høje arbejdspres, mange oplever? Ja og nej, siger arbejdsmiljøpsykolog Tue Isaksen, der er aktuel med bogen ”Biologisk Stress – set gennem samfundsudviklingens øjne”.

Egotrippet møder sit Waterloo

Det helt store problem i Danmark er, at forestillingen om individernes ukrænkelige ret til selvbestemmelse og frihed gennemsyrer samfundet på kryds og tværs. Det kommer til udtryk i den måde, vi opdrager vore børn på, den måde fagforeningerne stiller krav for medlemmerne på og den måde, Folketinget lovgiver på.

Grænserne for børnene er ikke-eksisterende. Rammerne for de voksnes arbejdsliv er uklare og udviskede. Store grupper af lønmodtagere har i kraft af deres uddannelse og faglige kultur stålsatte ambitioner for, hvad der skal til, for at de personligt leverer den ydelse, de er sat i verden for.

Lederne bremser dem ikke.

Men med tusinder af dagligt stress-sygemeldte danskere kan man spørge, om ikke egotrippets kultur har mødt sit Waterloo? Det mener Tue Isaksen. Han plæderer for at vende tilbage til tidligere tiders dyder som fællesskab og solidaritet.

Læs også: Vi skal turde tale om stress

Klik og meld dig til ArbejdsmiljøNET i Kolding 2017

Alt kan diskuteres

Folkeskolereformen er et godt eksempel på, hvor vidt vi har drevet individualiseringen, påpeger Tue Isaksen. Selv om reformen er politisk besluttet på Christiansborg, så levner det danske system plads til, at lærerne kan gå på gaden og erklære: ”Tankerne i den reform er vi ikke enige i.”

»Udenlandske ledere, der kommer til Danmark, finder ud af, at selv om det er spændende at arbejde med selvstændige og problemløsende medarbejdere, så betyder det også, at de er egenrådige. De er styret af indre værdier, engagement og mening med arbejdet. Men konsekvensen er, at man driver sig selv til stress«

– Et øget arbejdspres i folkeskolen kan hænge sammen med, at man som lærer gerne vil fastholde et begreb som dannelse. At lærerne siger: Vi er ligeglade med, at dannelse ikke er en del af den nye reform, anfører Tue Isaksen. Det får lærerne ifølge Isaksen lov til, fordi det at være skoleleder i Danmark indebærer, at man anerkender, at en lærer selv bestemmer, hvordan hun vil undervise.

– Lederen skal være normativ. Hun må kun sige til læreren, at hun skal undervise i dansk, pointerer Tue Isaksen. Hvis læreren så ikke selv er i stand til at fjerne gamle arbejdsopgaver og erstatte dem med nogle af de opgaver, der ligger i den nye reform, så er der ingen, der kan. Da bliver læreren overbebyrdet, fordi hun vil leve op til sine egne idealer, og fordi lederen ikke må blande sig.

Læs også: Videnstunge personer oplever mental nedslidning

Man må afgive frihed

På den måde drives lærere ved egen kraft ind i et stadig mere fortravlet arbejdsliv, og lærernes fagforening bakker det op. Ikke fordi Danmarks Lærerforening ønsker at se sine medlemmer bukke under med stress. Men fordi fagforeningen vægter friheden til selv at tilrettelægge undervisningen som en afgørende værdi for lærerne.

– Faglige organisationer kan altså blive en af årsagerne til øget arbejdspres, udleder Tue Isaksen.

– Når vi taler øget arbejdspres, er vi nødt til at kigge efter løsninger på steder, hvor det er ubehageligt at kigge. Som medarbejder kan jeg være nødt til at afgive noget frihed for at slippe for noget af det arbejde, jeg har, tilføjer han.

Den enkelte styrer

Tue Isaksen ser samme tilbøjelighed til at overlade styringen til den enkelte mange andre steder i systemet Danmark.

– En af konsekvenserne er, at det nærmest ikke er til at drive en præcis jobprofil for en medarbejder op nogen steder. En profil, der beskriver, hvad personen konkret skal lave. Det, der findes, er værdibaseret og kan fortolkes, bemærker han.

Som medarbejder er man igen overladt til selv at definere indholdet af sin arbejdsdag. Det værdibaserede optræder også i eksempelvis formålsparagraffer for folkeskoler eller politiske budskaber om inklusion, der er vage og ikke beskriver kerneopgaven. Det overlader igen medarbejderne til at handle ud fra deres egen faglige selvforståelse. Det kunne være fint, hvis ressourcerne fulgte med. Men det er langt fra altid tilfældet.

»Vi ved i dag, at oplevelsen af tab af kontrol er årsagen til, at man kommer i stresstilstande. Oplevelsen af kontrol gør, at man producerer serotonin. Det er motorolie for hjernen. Uden den brænder man sammen«

Et nyt arbejdsliv

Tue Isaksens budskab er kort og godt, at vi har drevet det for vidt med individualiseringen af samfundet og arbejdspladserne. Tiden er inde til at af-individualisere arbejdslivet. I dagens Danmark prøver vi at styre et samfund, samtidig med at vi vil give individerne maksimal frihed. Det kan ikke lade sig gøre. Det kommer ud af kontrol:

– Vi ved i dag, at oplevelsen af tab af kontrol er årsagen til, at man kommer i stresstilstande. Oplevelsen af kontrol gør, at man producerer serotonin. Det er motorolie for hjernen. Uden den brænder man sammen, forklarer Tue Isaksen. I den nuværende situation fylder indstillingen til arbejdslivet langt mere end fx arbejdsdagens længde:

– Jeg tror ikke, en 30-timers-uge vil løse problemet, fordi det er et spørgsmål om indstilling. Udenlandske ledere, der kommer til Danmark, finder ud af, at selv om det er spændende at arbejde med selvstændige og problemløsende medarbejdere, så betyder det også, at de er egenrådige. De er styret af indre værdier, engagement og mening med arbejdet. Men konsekvensen er, at man driver sig selv til stress.

Læs også: Travle sygeplejersker skal styre og planlægge

Tydelige rammer

Sat på spidsen har vi et samfund, hvor alt er til debat. Det er en slags ramme, men den er meget flydende.

– Nobelpristageren Daniel Kahnemann har vist, at de rammer, vi sætter, har enorm indflydelse, på de svar, vi får. Overfor tilhørerne til mine foredrag har jeg somme tider spurgt, hvor mange funktionelle analfabeter de tror, der er i Danmark. Svarene bliver vidt forskellige, alt efter om jeg beder dem svare på, om det er flere eller færre end 10.000 – eller flere eller færre end en million, fortæller Tue Isaksen.

Med den indsigt i bagagen bør vi snarest kaste os over en bevidst udformning af samfundets, organisationernes og individernes rammer.

Den fjerde vej

Gennem de seneste 150 år har styringen af arbejdsmarkedet udviklet sig i takt med, at psykologien fandt nye måder at forstå menneskelig motivation på. I begyndelsen mente man, at mennesker først og fremmest går på arbejde for at tjene penge. Senere opdagede man, at indflydelse på eget arbejde var en væsentlig motivationsfaktor.

I 70’erne begyndte man at leve for at arbejde i stedet for at arbejde for at leve. Arbejde blev en central del af det enkelte menneskes identitet og selvopfattelse. Det lever vi stadig med i dag. Tue Isaksen peger på, at der er behov for en fjerde vej – et fjerde paradigme. Grundstammen i det fjerde paradigme er, at rammerne skal være mere tydelige.

– Vi har brug for et paradigme 4, hvor vi i højere grad indretter os ud fra vores biologi, siger han. Det begynder med, at vi accepterer, hvem vi er som mennesker, i stedet for at tro, at vi kan ændre på alting efter vores forgodtbefindende.

Læs også: Arbejdsmiljø er en vigtig brik i TDCs imagepleje

Lugten i bageriet

Et andet centralt element i Tue Isaksens bud på et fjerde paradigme er derfor, hvad han kalder følgeskab. Når der er klare rammer på en arbejdsplads, byder man kolleger velkommen til et miljø, de ikke får mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved.

– Sådan er det ikke i dag. Jeg er eksempelvis mange gange stødt på personalemøder, hvor man diskuterer, hvilken faglig retning, man skal gå i. Når mødet slutter, tror man, at man er enige, men alligevel bevæger medarbejderne sig bagefter i hver sin retning. Man skal acceptere, at på en given arbejdsplads, laver man det, man er sat til, forklarer Tue Isaksen. Fællesskabet må komme før individet.

Konkret biologi

Der skal være rammer, og de skal passe til vores biologi. Der er rammer, som tvinger arbejdstagere til uhensigtsmæssige arbejdsformer. Rammer, som ikke tager højde for, hvordan mennesker virker kognitivt. Når man eksempelvis tvinger lærere i folkeskoler og gymnasier til at forberede sig på skolerne, så tager forberedelse længere tid. Ergo vil det være en god idé at give lærere uforstyrret fred til forberedelse.

– Hver gang en hjerne bliver forstyrret, tager det et kvarter at blive fuldt koncentreret igen. Politisk forstår man ikke, at lærerne har svært ved at nå det, når de har samme tid til rådighed. Lærerne har svært ved at sætte ord på. Og så taler man forbi hinanden, analyserer Tue Isaksen skolernes aktuelle krise.

»Du kan ikke tænde for Godaften Danmark, uden at der er mennesker i studiet, der har forfulgt ét eller andet personligt mål. I øjeblikket ophøjer vi den slags mennesker. Det, jeg bare spørger om, er: Hvor er solidariteten, og hvor er fællesskabet?«

Den friske formiddag

Læg kognitivt krævende arbejde først på dagen. Mennesker fungerer bedst om formiddagen. Det kognitive batteri er fuldt opladet.

– Det arbejde, der vil tage dig 30 minutter om formiddagen, vil du skulle bruge 45 minutter på om eftermiddagen. Derfor skal krævende opgaver lægges om formiddagen, mens sådan noget som kundemøder passer godt til om eftermiddagen, fremsætter Tue Isaksen.

Den indprentede hjerne

Der kan også være behov for at overveje, hvilke personer, der egner sig til hvilke opgaver. På børne- og ældreområdet beklager man sig over et stort bureaukrati. Der er muligvis også mere, end godt er. Men en vigtig årsag til, at bureaukratiet føles som en tung byrde, skal findes i hjernen:

Mennesker, der i store dele af deres liv har arbejdet med sociale opgaver, har også kognitivt udviklet stor social kapacitet. Hvis man tager et billede af hjernen, kan man simpelthen se, at hjernens centre for sociale kompetencer er større end hos mange andre, mens eksempelvis hjernens analytiske del er knap så udvokset. Og godt nok er hjernen plastisk. Men når disse mennesker pludselig skal bruge hjernefunktioner, som normalt ikke bliver benyttet ret meget, så går det galt:

– Når hjernen skal bruge en funktion, den ikke er vant til at bruge, skal man bruge meget energi. Det kan give stress, påpeger Tue Isaksen. Det vil være bedre at ansætte mennesker, der har de kompetencer, der skal til for at håndtere store mængder papirarbejde.


Videnscenter for Arbejdsmiljø: Forebyg stress og skab trivsel


Fællesskab

Der er mange andre gevinster at hente ved at lade arbejdsmarkedets indretning spejle vores biologi. Det kan eksempelvis være at indrette arbejdsdagen efter årstiderne – eller bruge teknologi, så det hjælper os med at minimere vores behov for multi-tasking. Der er mange muligheder.

Men den største gevinst ligger i

  • At skrue op for fællesskabet og nedtone ego’erne.
  • At vi bliver bedre til i solidaritetens navn at acceptere at arbejde under rammer og med mål, vi måske ikke selv har defineret.

– Du kan ikke tænde for Godaften Danmark, uden at der er mennesker i studiet, der har forfulgt ét eller andet personligt mål. I øjeblikket ophøjer vi den slags mennesker. Det, jeg bare spørger om, er: Hvor er solidariteten, og hvor er fællesskabet?