|
Arbejdsmiljøstyring
eller arbejdsmiljøledelse. Skal her forstås som en systematisk måde at arbejde med arbejdsmiljøet gennem arbejdspladsvurdering og egenindsats.
Man kan sætte sit arbejde i system med større eller mindre skriftlighed afhængig af firmaets kultur, størrelse og kompleksitet.
Fra 2005 har Arbejdstilsynet udvidet kontrollen med virksomhederne gennem screening og Tilpasset Tilsyn, hvor der er fokus på både det systematiske arbejdsmiljøarbejde og det faktiske arbejdsmiljø.
Ved at have sat sit arbejdsmiljøarbejde i system kan det indgå på lige fod med andre ledelsessystemer i ledelsens beslutningsgrundlag og giver derved et bedre grundlag for at prioritere det fremadrettede arbejdsmiljøarbejde.
Arbejdsmiljøledelse / styring bliver ofte forbundet med såkaldte arbejdsmiljøledelsessystemer i form af certificeringsformer. I sin opbygning er de parallelle med kvalitetsstyring ogmiljøstyring.
Hvis et arbejdsmiljøledelsessystem skal kunne certificeres, skal det opfylde en standardiseret kravbeskrivelse. Der er to kravbeskrivelser at vælge mellem:
- Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr.9231
- DS/OHSAS 18.001suppleret af bekendtgørelse nr. 872
Et arbejdsmiljøledelsessystem skal gøre det muligt for virksomheden at styre sine arbejdsmiljørisici. Det skal ske ved at inddrage arbejdsmiljøet i organiseringen, ansvarsfordeling, planlægning, fremgangsmåder, metoder og kontrol af indsatsen. Der skal også afsættes ressourcer til at udvikle og virkeliggøre virksomhedens arbejdsmiljøpolitik.
Virksomheden skal have en arbejdsmiljøledelseshåndbog med de aftaler, som er relevante at have beskrevet. Aftalerne skal hjælpe til at fastholde et godt arbejdsmiljø i dagligdagen.
Når først et arbejdsmiljøstyringssystem er etableret, vil det forbedre muligheden for fleste virksomheder for at kunne:
- tiltrække kvalificeret arbejdskraft
- forbedre medarbejdertrivsel og dermed nedbringe sygefraværet
- forebygge arbejdsulykker og – hændelser
- få overblik over den lovgivning, de er underlagt
- få en bedre dialog med Arbejdstilsynet
- styre alle opgaver omkring arbejdsmiljø
|