arbejdsmiljøNET
   

Vedtægter for Foreningen ArbejdsmiljøNET


Foreningens navn, hjemsted og formål

§ 1
Foreningens navn er ArbejdsmiljøNET.
ArbejdsmiljøNET er en forening bestående af virksomhedernes arbejdsmiljøprofessionelle.
Foreningen er upolitisk og landsdækkende med hjemsted i Virum.

§ 2
Foreningens formål er:
- at medvirke til, at interne arbejdsmiljøprofessionelle opnår en høj faglig viden og ekspertise
  om sikkerhed, sundhed og miljø
- at stimulere til metodeudvikling i såvel internt som eksternt miljøarbejde
- at medvirke til erfaringsudveksling mellem medlemmer, myndigheder og organisationer
herunder
- at medvirke til netværksdannelse blandt medlemmerne
- at arrangere møder, konferencer og kurser om sikkerhed, sundhed og miljø
- at samarbejde med myndigheder, organisationer og foreninger i ind- og udland om
  sikkerhed og sundhed i såvel internt som eksternt miljøarbejde

Medlemskab

§ 3
Som medlemmer kan optages offentlige og private virksomheder repræsenteret ved deres
arbejdsmiljøprofessionelle medarbejdere/ledere. En virksomhed kan have flere
medlemskaber. Øvrige personer, som er beskæftiget med at udvikle eller lede arbejdet med
virksomhedens sikkerhed, sundhed og miljø, kan ligeledes repræsentere denne, når
anmodning herom er tiltrådt af et flertal i bestyrelsen.
Endvidere kan autoriserede arbejdsmiljørådgivende virksomheder optages, repræsenteret
ved deres ledelse. Ledere af disse virksomheders regionale afdelinger kan også optages.
Indmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til sekretariatet. Tvivlstilfælde afgøres af
bestyrelsen. Afslag på ansøgning om medlemskab kan indbringes skriftligt af ansøgeren på
førstkommende ordinære generalforsamling.
Medlemmer betaler et årligt kontingent, hvis størrelse fastlægges på generalforsamlingen.
Kontingentet forfalder til betaling i januar måned.
Såfremt et medlem trods skriftligt påkrav efter forfaldstid ikke betaler kontingent, slettes
pågældende som medlem. Genoptagelse kan kun ske ved betaling af skyldige beløb.
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt, og medlemmet skal ved udmeldelse betale
eventuelle skyldige beløb overfor foreningen.

Hæftelse

§ 4
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de foreningen
påhvilende forpligtelser.

Bestyrelsen

§ 5
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af bestyrelsesformand, kasserer og formændene
for foreningens 3 regioner.
Bestyrelsesformanden er på valg i lige år og kassereren i ulige år og vælges af
generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Endvidere vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen.
Formændene for foreningens 3 regioner er automatisk medlemmer af bestyrelsen.
Hvis en regionsformand vælges som bestyrelsesformand eller kasserer, vælger
generalforsamlingen et yderligere bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode.
Bestyrelsen vælger en næstformand, fordeler arbejdsopgaverne og fastsætter selv sin
forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal.
Bestyrelsesformanden og kasserer tegner i fællesskab foreningen i økonomisk sammenhæng.
Bestyrelsesformanden indkalder skriftligt til bestyrelsesmøde med 8 dages varsel.
Bestyrelsen har bl.a. følgende opgaver:
- at afholde ordinær generalforsamling én gang årligt
- at administrere foreningens økonomiske midler, herunder at foretage de
  henlæggelser, der er nødvendige til sikring af driften og evt. nyanskaffelser
- at repræsentere foreningen overfor myndigheder, organisationer og andre foreninger i ind- og
  udland.
Bestyrelsen modtager ikke honorarer, men kan efter anmodning få godtgjort rejseudgifter og
andre udgifter i forbindelse med mødeaktiviteter efter bestyrelsens retningslinjer.

Regionsudvalg

§ 6
Foreningen er opdelt i 3 regioner (Nord, Syd og Øst). Afgrænsning af regionerne foretages af
bestyrelsen.

§ 7
Hver region ledes af et regionsudvalg, som består af en regionsformand samt 3 medlemmer
og 2 suppleanter valgt af og blandt medlemmerne indenfor den pågældende region.
Regionsformanden er automatisk medlem af bestyrelsen jf. § 5.
Valgperioden er 2 år – regionsformand og det ene regionsudvalgsmedlem vælges i lige år og
de 2 øvrige i ulige år. Suppleanterne er på valg hvert år. Valgene foretages på regionernes
årsmøder, der skal afholdes hvert år inden udgangen af november måned.
Årsmøder indkaldes skriftligt eller ved elektronisk post med mindst 14 dages varsel ved
meddelelse til medlemmet på den adresse, som medlemmet har oplyst foreningen jf. dog §
11. Er oplysningerne mangelfulde, har regionsudvalget ingen pligt til at søge disse berigtiget
eller til at indkalde på anden måde.

Indkaldelsen skal mindst indeholde følgende punkter på dagsordenen:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Regionsudvalgets beretning
4. Indkomne forslag fra regionsudvalg eller medlemmer
5. Valg af regionsformand (og medlem af bestyrelsen), valg af regionsudvalgsmedlem(mer)
og valg af suppleanter
6. Eventuelt

Forslag fra medlemmerne skal for at komme til behandling på årsmødet, være
regionsudvalgets formand i hænde senest 7 dage før afholdelsen af årsmødet.

Regionsudvalgene har bl.a. følgende opgaver:
- at afholde årsmøde én gang årligt
- at afholde mindst 2 medlemsmøder årligt
- at afholde de nødvendige udvalgsmøder
- via arrangementer at medvirke til netværksdannelse blandt regionens medlemmer

Generalforsamling

§ 8
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Generalforsamlingen består af alle medlemmer.
Bestyrelsen indkalder til ordinær generalforsamling, der afholdes hvert år inden udgangen af
maj måned.
Indkaldelse skal ske til hvert enkelt medlem med mindst 1 måneds varsel. Indkaldelsen skal
indeholde dagsordenen for generalforsamlingen.
En lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af
fremmødte medlemmer, dog kræves der til beslutning om foreningens opløsning et særligt
flertal jf. § 16.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen skriftligt i
hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslag, der skal behandles på
generalforsamlingen, udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingens
afholdelse.
Med mindre vedtægterne bestemmer andet, sker alle vedtagelser med almindeligt
stemmeflertal. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Der udsendes referat af generalforsamlingen til alle medlemmer. Referatet underskrives af
foreningens formand og dirigenten.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter generalforsamlingens eller bestyrelsens
beslutning eller efter skriftlig anmodning til bestyrelsen fra mindst 2 regionsudvalg eller
mindst 1/3 af medlemmerne. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal, med
angivelse af dagsorden, ske senest 14 dage efter begæringens modtagelse med 14 dages
varsel.
Bestyrelsen indkalder enten skriftligt eller ved elektronisk post til generalforsamlinger ved
meddelelse til medlemmet på den adresse, som medlemmet har oplyst foreningen jf. dog §
11. Er oplysningerne mangelfulde, har bestyrelsen ingen pligt til at søge disse berigtiget eller
til at indkalde på anden måde.

Dagsorden

§ 9
Dagsorden for ordinær generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1.   Valg af dirigent
2.   Valg af referent
3.   Fremlæggelse af bestyrelsens beretning og fremtidige planer
4.   Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse
5.   Indkomne forslag
6.   Forelæggelse af budget og fastlæggelse af årskontingent
7.   Valg til bestyrelse
      - formand eller kasserer (på skift hvert andet år)
      - evt. bestyrelsesmedlem
      - suppleanter
8.   Valg af revisor
9.   Valg af kritisk revisor
10. Eventuelt

§ 10
Dirigenten vælges ved simpelt stemmeflertal. Dirigenten leder forhandlingerne og afgør alle
spørgsmål om sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivning og resultaterne heraf.
Stemmeafgivningen sker ved håndsoprækning eller, hvis blot én af de fremmødte kræver
det, ved skriftlig afstemning.

Meddelelser

§ 11
Foreningen kan give alle meddelelser til foreningens medlemmer i henhold til disse vedtægter
ved elektronisk post, ligesom dokumenter kan fremlægges eller sendes elektronisk.
Foreningens bestyrelse anmoder foreningens medlemmer om en elektronisk postadresse,
hvortil meddelelser, kan sendes. Alle medlemmer skal sikre, at foreningen er i besiddelse af
den korrekte elektroniske postadresse, og det enkelte medlem skal løbende sørge for at
ajourføre denne.
Oplysninger om krav til anvendte systemer og om anvendelsen af elektronisk kommunikation
gives af foreningens bestyrelse direkte til medlemmerne eller på foreningens hjemmeside.

Vedtægtsændringer

§ 12
Vedtægtsændringer kræver tilslutning fra mindst 2/3 af de afgivne stemmer på en
generalforsamling.

Revision

§ 13
Revisionen af foreningens regnskab foretages af en af generalforsamlingen valgt
statsautoriseret revisor.
Generalforsamlingen vælger desuden en kritisk revisor.
– Kritisk revisor har til opgave at kontrollere, at de økonomiske disponeringer er i
overensstemmelse med ArbejdsmiljøNETs vedtægter. Bestyrelsen fastlægger sammen med
kritisk revisor retningslinjerne for dennes virke. Kritisk revisor udarbejder til den årlige
generalforsamling en beretning, der udsendes sammen med årsregnskabet.
Revisorerne vælges for 1 år ad gangen.

§ 14
Regnskabet følger kalenderåret. Årsregnskabet underskrives af bestyrelsen og forsynes med
revisorpåtegning.

§ 15
Det reviderede regnskab udsendes til samtlige medlemmer senest 7 dage før afholdelse af
generalforsamlingen.

Foreningens opløsning

§ 16
Til foreningens opløsning kræves, at mindst 3/4 af medlemmerne er repræsenteret på
generalforsamlingen, og at forslaget vedtages med mindst 3/4 flertal.
Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, og forslaget i øvrigt vedtaget med mindst 3/4
flertal, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ekstraordinær generalforsamling med det
ene punkt på dagsordenen. På denne ekstraordinære generalforsamling kan foreningens
opløsning vedtages med mindst 3/4 af de afgivne stemmer uanset antallet af fremmødte
medlemmer.

§ 17
Ved foreningens opløsning tilfalder formuen et sundhedsfremmende formål efter
generalforsamlingens beslutning.

26. april 2012

 
 
 

KONTAKT
Sekretær Bente Nørgård
Teknikerbyen 34
2830 Virum
Telefon: 8611 0411