4. juni 2020



Fire dages arbejdsuge: Øget produktivitet, lavere sygefravær og fastholdelse af medarbejdere

       

At nå fem dages arbejde på fire dage lyder måske som den omvendte verden for dem, der kender det danske arbejdsmarked. Men for it-virksomheden IIH Nordic har de seneste fem år budt på 30 timers arbejdsuge og fri om fredagen.

En beslutning, der har gjort en stor forskel i form af øget produktivitet, stærkere bundlinje og halvering af sygefraværet, ligesom virksomhedens brand som attraktiv arbejdsplads er styrket markant.

  • Vi valgte ikke bare at kalibrere vores arbejdstider, men at gå den teknologiske og fleksible verden i møde med hele hånden på kogepladen. Den kortere arbejdsuge opstod på baggrund af tre problemstillinger i vores virksomhed, som vi gerne ville udfordre og være frontløbere på: Vores gode folk blev konstant headhuntet, teknologien blev ikke udnyttet godt nok og vi var fanget i et hamsterhjul. Det var de grundlæggende udfordringer, der iværksatte vores fire dages arbejdsuge, fortæller adm. direktør hos IIH Nordic, Henrik Stenmann.

Medarbejderne hos IIH Nordic har siden februar 2017 kunne holde en velfortjent – og ekstralang – weekend fra torsdag til mandag. Nedsættelsen af arbejdstiden er blevet iværksat ved at implementere bedre mødeledelse, e-mail håndtering, automatisering, nye teknologiske værktøjer og en radikal ændring i kulturen.

Hold kæft, hvor er de sløve…
Reaktionerne fra omverdenen har ifølge Henrik Stenmann – modsat medarbejdernes - været svingende. Virksomheden har flere gange skulle stå på mål for deres beslutning.

  • Vi har bygget et fly, mens det var i luften. Det er en helt ny forretningsmodel, hvor vi tager afstand til regnearkskulturen, og det har været en lang, men lærerig proces. Vi lever af at sælge timer – og alene af den grund, er det jo helt hul i hovedet at fjerne en hel arbejdsdag. Men det handler om kulturændring, og vi ved godt, at de højere luftlag tænker: Hold kæft mand, hvor de er sløve og hippie-agtige, men resultaterne taler for sig selv, fortæller Henrik Stenmann.

Alene i 2019 har IIH Nordic vundet prisen for Danmarks bedste arbejdsplads og Danmark bedste IT-arbejdsplads.

Ingen går tilbage til fem dages arbejdsuge
Når koden er knækket til, hvordan man optimerer og effektiviserer en virksomhed, fristes man til at spørge, hvorfor IIH Nordic ikke bare arbejder 37 timer for at styrke bundlinjen endnu mere. Men det spørgsmål har Henrik Stenmann et helt klart svar på.

  • Der er så meget forskning, der viser, at vores velbefindende styrkes, mens stress og risikoen for andre livstruende sygdomme nedsættes, hvis vi får den ekstra ”hviledag”. En hel dag for dig selv, hvor du kan gøre lige, hvad du vil. Vores medarbejdere møder ind med fuld styrke både mandag, tirsdag, onsdag og torsdag – og det er netop den ekstra dag, der skaber et menneskeligt og arbejdsmæssigt overskud, understreger Henrik Stenmann.

Foruden de mentale og sundhedsmæssige fordele fremhæver Henrik Stenmann også, at virksomheden i 2019 fik flere end 4000 ansøgninger.

  • Før implementeringen var der en konstant bekymring for, hvornår den næste headhunter ville banke på vores dør. Nu tilbyder vi en arbejdsform og teknologiske værktøjer, der er attraktive for de fleste – og det vil være svært at gå tilbage til en ’almindelig’ arbejdsplads med fem dages arbejdsuge. Vi fastholder medarbejderne og er samtidig en spændende arbejdsplads for nye talenter, fortæller Henrik Stenmann og tilføjer, at han er helt sikker på, at alle virksomheder kommer til at gå over til en fire dages arbejdsuge på et tidspunkt.

Med et smil på læben fortæller direktøren for IIH Nordic også, at virksomheden aldrig har haft så mange medarbejdere, der skal på barsel som nu. Måske har ændringen ligefrem skabt mere liv og reddet et par ægteskaber ved at give tid og frihed til medarbejderne.