I EU er arbejdsmiljøet højt placeret på den politiske agenda. Både institutionelt, hvor Europæisk Agentur for Arbejdsmiljø (EU-OSHA) støtter EU og medlemsstaterne gennem indsamling og formidling af information om arbejdsmiljø samt gennem teknisk bistand, og i beskæftigelsesudvalget (EMPL), som i tæt samarbejde med blandt andet Miljøudvalget (ENVI) koordinerer indsatsen for at sikre arbejdstagere i EU.

I EMPL sidder man med det konkrete arbejdsmiljø, mens man i ENVI varetager den del af lovgivningen, som også handler om miljøet – eksempelvis kemikaliedirektivet (REACH).

ArbejdsmiljøNET har tidligere beskæftiget sig med asbest og andre farlige stoffer i byggeriet og har derfor i dette nummer rettet lyset mod arbejdet med at sikre arbejdstagere mod asbest – f.eks. i forbindelse med arbejdet med energirenoveringer af ældre bygninger, hvor asbest var almindeligt forekommende og anvendt, indtil et forbud trådte i kraft i 1988.

Europa-Parlamentet tog initiativretten

Vi har valgt at tale med de to danske medlemmer af udvalget Nikolaj Villumsen (The Left) og Anders Vistisen (ID), som er enige i, at der skal handles her og nu for at sænke grænseværdierne. Især Nikolaj Villumsen har været tæt på processen som EMPLs ”rapporteur” på en egeninitiativsbetænkning om asbest.

Men hvad vil det så sige? Europa-Parlamentet har ikke initiativret, når det kommer til lovgivning, men kan alligevel pålægge Kommissionen at fremsætte lovgivning. Den har man benyttet sig af under overskriften ”Vision Zero” – altså det simple ønske, at ”ingen skal dø af at gå på arbejde”, som Villumsen formulerer det.

  • Det var tydeligt, at Kommissionen ikke havde tænkt sig at gøre noget på området, og derfor har vi nu fået gennemtvunget en gennemgribende reform af asbestdirektivet. Det er simpelthen nødvendigt, fordi asbest findes i mange bygninger, som enten renoveres eller nedrives, og det omfatter ikke bare bygningsarbejdere, men også beboere og brugere, siger Nikolaj Villumsen.

Drastisk sænkning af grænseværdier

Han peger på tre store ting, som vil blive ændret med nye retningslinjer:

  • De nuværende fælles grænser for asbestfibre på 100.000 pr. kubikmeter, som det er tilladt at arbejde i i dag, bliver sænket til 2000 fibre – altså 50 gange sænkning. Desværre sker det ad to omgange. I Danmark opererer vi i dag med en grænse på 3000 fibre pr. kubikmeter, som altså så bliver sænket til 2000. Hertil kommer, at der indføres autorisationsordninger for virksomheder, der arbejder med asbest, og til sidst indfører vi obligatoriske krav til arbejdsgivere om uddannelse i håndtering af stoffet.

Ifølge Nikolaj Villumsen er man med denne revision af asbestdirektivet ikke kommet i mål med obligatoriske screeninger, inden man igangsætter renovering af bygninger samt ønsket om et online-register over bygninger med asbest. Til gengæld har EU-Kommissionen lovet at fremlægge et lovforslag om dette inden udgangen af mandatet.

  • Her er det næsten lidt ironisk, at et land som Polen faktisk har et online-register, så alle kan se, om en bygning indeholder asbest, f.eks. bygningsarbejdere og brandfolk. Også et land som Frankrig er meget langt fremme her. Vi er i Danmark vant til at være foregangsland, men det er vi så ikke alle områder.

Grøn omstilling med social profil

Villumsen tilføjer, at det haster med den nævnte tiltag mod asbest, fordi ni millioner lønmodtagere i EU dagligt er udsat for stoffet, som i 2019 kostede 90.000 borgere – heraf omkring 1300 danskere – livet. Men samtidig erkender han, at der er en konflikt, når man samtidig har en ambition om at renovere 30 millioner boliger som led i den grønne omstilling.

  • Vi ønsker en grøn omstilling, der er socialt ansvarlig. Det skal ikke være sådan, at de mennesker, der gennemfører arbejdet med den grønne omstilling, dør af det. Derfor er det vigtigt, at både beskyttelsen af en enkelte borger og hensynet til klimaet bliver prioriteret. Om vi når i mål med alle de nødvendige tiltag inden valget til Europa-Parlamentet næste år, er tvivlsomt, men vi presser på alt det, vi kan, siger Nikolaj Villumsen.

Minimumharmonisering eller totalharmonisering?

Anders Vistisen fra ID-Gruppen erklærer sig enig i, at målet må være at beskytte den enkelte arbejdstager mest muligt mod skadelige stoffer, men mener samtidig, at man i Danmark vælger at sidde på hænderne og afvente direktiver fra EU.

  • Der er desværre meget fornuftig lovgivning, som bliver sat på pause, fordi man sidder og venter på EU. Det er jo ikke noget nyt, at asbest er farligt, men man har sat alt på pause, fordi man afventer. Det gælder også i forhold til stoffer som PFAS, hvor man for længst kunne have taget affære. Vores holdning er, at EU i stedet for at totalharmonisere skal indføre minimumsreguleringer, som medlemslandene så kan vælge at ”overopfylde”, forklarer Anders Vistisen.

For let at deponere ansvar i EU

Han mener, at det er blevet for nemt for de nationale regeringer at deponere deres ansvar i EU, fordi man ved, at systemet arbejdet langsomt og trægt, og på den måde vinder man tid, hvor handling er påkrævet her og nu.

  • Når man opdager farlige ting, skal man naturligvis reagere hurtigt og inden for et forsigtighedsprincip. Medlemsstaterne skal ikke afvente EU-lovgivning. Det er stadig medlemslandene selv, som skal udfylde rummet, indtil det behager EU at regulere. I tilfældet med asbest og PFAS burde Danmark derfor omgående skride til handling ud fra et forsigtighedsprincip. EU’s opgave ville herefter være minimumsreguleringer.

Er du medlem, kan du læse mere i seneste nummer af arbejdsmiljøNETs magasin, som du finder lige her på websitet.