Skal man tiltrække dygtige medarbejdere, skal man ikke længere tilbyde ’bling bling’ som fester og teambuilding som personalegoder. Trivsel, arbejdsglæde og en hverdag i balance er de nye parametre lønmodtagere leder efter, når de søger job. Hos softwareleverandøren Visma DataLøn har direktøren derfor fokus på medarbejdernes trivsel      

Mistrivsel på arbejdspladsen koster hvert år ikke kun på bundlinjen, men også samfundet dyrt. Mistrivsel resulterer nemlig i øget sygefravær – og sygefravær koster ifølge en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening i forvejen samfundet 46 mia. kroner om året – med knap 70 procent som udgifter for arbejdsgiveren.

Mistrivsel er dermed et dyrt bekendtskab for samfundet, som det gælder om at bekæmpe. Hos en af landets førende leverandører af lønsystemer, Visma DataLøn, vægter man derfor balance mellem medarbejdernes arbejds- og privatliv højt, fordi det ifølge adm. direktør Karina Wellendorph er vejen ud af mistrivsel på arbejdspladsen.

Ifølge Karina Wellendorph er det essentielt, at ledere forstår, at deres ledelsesansvar rækker længere end til fyraften. Og det starter med, at begrebet work-life-balance tages ud af ligningen.

  • Det er en fundamental del af livet at gå på arbejde. Man kan glæde sig til ferierne og weekenderne, men livet består altså af flest hverdage, og derfor er det essentielt, at vi generelt har det godt i hverdagen og dermed på jobbet. Vi præsterer bedst, hvis vi lever et liv i balance, og her har vi som arbejdsgivere et ansvar. Vi har ikke kun medarbejderne i otte timer om dagen. Arbejdet har meget større indflydelse på medarbejderens liv, end vi tror. Medarbejderne har naturligvis også et personligt ansvar for at passe på sig selv, men hvis vi passer ordentligt på hinanden på arbejdspladsen, kan vores kunder mærke det, påpeger hun.

Visma DataLøn servicerer hver måned mere end 62.000 virksomheder inden for løn og ansættelsesretlige forhold og beskæftiger omkring 190 medarbejdere. Virksomheden arbejder kontinuerligt med at understøtte medarbejdernes trivsel. I 2019 prøvede virksomheden kræfter med et sundhedskoncept fra sundhedskonsulentvirksomheden Company Health for at støtte medarbejdernes generelle trivsel. Et forløb på få måneder, der blandt andet endte med, at virksomhedens medarbejdere i gennemsnit tabte 2,44 kilo fedt, mens trivslen blev øget markant. Konceptet er siden blevet bredt ud til flere danske selskaber i Visma-koncernen.

Balance – et konkurrenceparameter  

Coronapandemien har ifølge Karina Wellendorph kun øget efterspørgslen på mere balance i livet. Fra at løbe stærkere og stærkere for at følge med ønsker mange nu mere balance i deres liv, så hverdagen ikke længere er helt så stressende.

  • Folk har brugt perioderne med hjemmearbejde til at reflektere over deres liv. Mange har fået børn, er blevet skilt eller er flyttet på landet, fordi de har haft tid til at tænke og reflektere over deres liv – arbejdslivet inkluderet. Derfor er jeg overbevist om, at de ansatte i langt højere grad i fremtiden forventer et arbejdsliv, hvor de bibeholde den balance, som coronapandemiens tænkepause har givet dem, siger hun.

Netop derfor bliver de virksomheder, der formår at sikre medarbejdernes trivsel og balance, ifølge Karina Wellendorph også mere eftertragtede. Trivsel bliver simpelthen et konkurrenceparameter.

  • Hvor personalegoder tidligere handlede om dyre fester, teambuilding og ’bling bling’, er jeg overbevist om, at det i fremtiden bliver et konkurrenceparameter at kunne tilbyde sine medarbejdere mere ægte ting, der kan skabe mere balance i medarbejderens liv, og som skaber plads til alle. Diversitet kommer til at fylde meget mere, og lønmodtagerne kommer til at have større krav til, at der er plads til alle uanset seksualitet og køn, fremhæver hun.

Læs mere i seneste nummer af ArbejdsmiljøNETs magasin.