Sommerferien er for manges vedkommende slut. De lange sommerdage på stranden er skiftet ud med timer på arbejdspladsen. Og det er ikke alle, der har lige let ved dette skifte.
For tanken om den fyldte mailboks og store bunker med arbejdsopgaver der skal struktureres kan tage pusten fra de fleste – og så holder vores nyfundne energioverskud ikke mange dage.
Vi har samlet 5 gode råd til, hvordan ledere kan hjælpe sine medarbejdere til at få en god start efter ferien.
1. Hjælp med at skabe overblik
Både krop og psyke har godt af at starte langsomt op. Og det kan være svært, hvis medarbejderne efter blot fem minutter bliver kastet ud i tre forskellige opgaver. Giv derfor medarbejderen tid til at danne sig et overblik og hjælp eventuelt med at prioritere rækkefølgen af opgaver. Er det vigtigst at alle mails bliver læst igennem, er nogle mails vigtigere end andre, eller er der måske en hasteopgave, der skal løses før alt andet?
2. Giv ro og plads
Når prioriteringerne er fastlagt er det vigtigt at give medarbejderen ro til at komme gennem bunkerne. Det nytter ikke noget, at vedkommende laver en struktureret plan for ugen, hvis kolleger og ledere efterfølgende kommer med ekstraopgaver eller andre forstyrrelser. Måske kan der laves en aftale om, at medarbejderen de første par dage eller den første uge er ”usynlig” og dermed ikke får tildelt nye opgaver, men blot skal koncentrere sig om feriebunken.
3. Giv plads til det sociale
Vi tænker ikke nødvendigvis over det i hverdagen, men det sociale liv har en stor betydning, når det kommer til psykisk trivsel på arbejdspladsen. Og dagene efter ferien er ingen undtagelse.
Spørg derfor gerne ind til medarbejdernes ferier og giv plads til lidt ekstra hyggesnak den første uges tid.
4. Vær opmærksom på tegn på stress
Mange ser ferien som en mulighed for at stresse af. ”Jeg skal bare have lidt ferie, så skal det hele nok gå.” Men har vi været stresset før ferien, ryger vi hurtigt tilbage i samme situation efter ferien. Det er derfor vigtigt at være ekstra opmærksom på medarbejdere, der har været stressede eller udvist tegn på stress før ferien. De føler sig måske mere klar, end de reelt set er, og kommer de for hurtigt i gang, kan de ramme grænsen uden at være klar over det.
5. Vær åben for nye rutiner
Nogle medarbejdere ser opstarten efter ferien som en mulighed for at gøre op med dårlige vaner og ændre arbejdsrutinerne. Vær derfor åben over for nye rutiner og bak op om dem.