- I Danmark stiller vi store krav til virksomheder. Det er der som udgangspunkt intet galt i. Et stærkt samfund kræver et ansvarligt erhvervsliv – og det indebærer både at betale skat, overholde overenskomster og sikre et forsvarligt arbejdsmiljø.
Men der er noget, vi glemmer. For mens virksomhederne skal leve op til arbejdsmiljøloven, står de ofte alene med opgaven. De efterlades med et ansvar, som langt fra alle har ressourcer eller kompetencer til at løfte – især ikke de små og mellemstore virksomheder, der udgør rygraden af dansk erhvervsliv.
Arbejdsmiljøet er en kompleks disciplin – men hjælpen mangler
Arbejdsmiljølovgivningen er kompleks. Den stiller krav om APV’er, arbejdsmiljøorganisation, forebyggelse, samarbejde, instruktion og tilsyn – alt sammen med det formål at undgå arbejdsulykker, nedslidning og psykiske belastninger.
Men hvor skal man begynde, hvis man som virksomhedsejer ikke er arbejdsmiljøekspert? Hvis man ikke har en HR-afdeling eller en miljøchef med speciale i systematisk arbejdsmiljøarbejde?
Virksomhederne forventes at forstå og efterleve regler, som eksperter selv bruger år på at mestre. Der er ingen krav om, at de skal have adgang til arbejdsmiljøfaglig rådgivning. Ingen støtteordninger. Ingen obligatorisk kompetenceopbygning. Til gengæld er der krav, kontrol og ansvar.
Tilsynet halter – og tager ikke højde for virkeligheden
Arbejdstilsynet er presset. De foretager i gennemsnit ét besøg pr. virksomhed hvert sjette år. Og når de kommer, er det ofte med fokus på konkrete overtrædelser – ikke på, hvordan man bedst forebygger problemer gennem ledelse, planlægning og inddragelse af medarbejdere.
Problemet er, at mange af de alvorligste arbejdsmiljøproblemer – som stress, muskel- og skeletlidelser og psykiske belastninger – ikke opstår som enkeltstående hændelser, men som følge af langvarig, uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet. Det kræver indsigt, planlægning og systematik at forebygge – ikke kun kontrol og regler.
Men Arbejdstilsynets virkemidler er begrænsede. De måler det, de kan se – og ikke det, der er svært at måle, men som måske har størst betydning for trivsel og sundhed.
Forebyggelse kræver viden – men hvor skal den komme fra?
Mange større virksomheder har ansat arbejdsmiljø- og HR-medarbejdere, der kan varetage det systematiske arbejdsmiljøarbejde. Men det har de små virksomheder ikke mulighed for. For dem bliver arbejdsmiljøarbejdet ofte en ekstra opgave, der klares med venstre hånd – eller slet ikke.
Der findes et konsulentmarked, men det kan være uoverskueligt og dyrt. Og mange mindre virksomheder venter med at søge hjælp, indtil problemerne er vokset sig store. For arbejdsmiljøindsatsen prioriteres sjældent, når det går godt – den bliver først synlig, når noget går galt.
Et arbejdsmiljøsystem uden brobygning
Danmark råder over stærke arbejdsmiljøaktører – både i fagbevægelsen, arbejdsgiverorganisationerne og i de faglige selskaber. Vi har gode erfaringer med partsbaserede initiativer som Byggeriets Arbejdsmiljøbus, SPARK og Industriens samarbejdskonsulenter. Men alt for lidt af den viden, der er oparbejdet i disse miljøer, når ud til de virksomheder, der har størst behov for den.
Der mangler en bro mellem viden og praksis – en form for nationalt center for videnudveksling, der kan sikre, at erfaringer og effektive tilgange fra ét hjørne af arbejdsmarkedet kommer andre til gode.
Det handler ikke om flere regler – men om bedre hjælp
Der er næppe brug for flere regler. Reglerne findes allerede – problemet er, at de ikke bliver omsat til handling. Ikke fordi viljen mangler, men fordi kapaciteten gør. Derfor er det på tide at nytænke hele tilgangen til arbejdsmiljøregulering:
• Sæt viden i centrum: Gør det obligatorisk, at virksomheder enten har internt ansatte arbejdsmiljøfaglige kompetencer eller adgang til ekstern, certificeret rådgivning.
• Løft de små virksomheder: Opret en målrettet rådgivningsordning for små og mellemstore virksomheder – eksempelvis som en treårig forsøgsordning med offentlig medfinansiering.
• Styrk tilsynets vejledende rolle: Giv Arbejdstilsynet mulighed for at føre tilsyn med virksomhedens ledelsessystemer og forebyggelsesindsats – ikke kun konkrete overtrædelser.
• Fokuser på planlægning og ansvar: Sæt ind tidligt – dér, hvor problemerne opstår. Ikke først når arbejdsmiljøet er kollapset.
De må ikke lades i stikken.
Et godt arbejdsmiljø er ikke et privilegie – det er et fundament. Det bør ikke afhænge af virksomhedens størrelse, branche eller økonomiske råderum. Men sådan er det i dag.
Hvis vi som samfund vil tages alvorligt, når vi taler om forebyggelse, trivsel og et længere arbejdsliv, må vi tage det alvorligt i praksis. Og det begynder med at sikre, at de virksomheder, der bærer ansvaret, også har mulighed for at løfte det.
